søndag den 6. juli 2008

Kakadu National Park med Wilderness 4WD Adventure

2.-4. juli 2008

Kakadu er med et areal på 20.000 kvt. km. (halvdelen af Danmarks areal) Australiens største nationalpark og den største seværdig omkring Darwin. Skal man rigtigt have noget ud af Kakadu, skal man tage med på en af de mange guidede ture. De bedste selskaber er Adventure Tours og Connections. Her skal man sætte mindst 3 dage af til en tur for at få det bedste med. Højdepunkterne er Mary River, Nourlangie Rock, Yellow Water, Jim Jim Falls og Twin Falls.

Mary River ligger lige udenfor Kakadu, men er dannet af flere mindre floder, der løber gennem Kakadu. Det anslås at der er over 2500 krokodiller i Mary River, så derfor er en sejltur på floden for at se krokodiller helt idéelt. En guide på båden fortæller spændende om krokodillernes levevis og om hvor farlige de er. På denne ture så vi 10-15 krokodiller af begge arter, der lever i Australien. Den største er saltvandskrokodillen, der let bliver 5-6 meter lang, og som ser mennesker som et godt bytte, hvis man kommer i vandet, hvor de har deres territorie. Desværre ryger der en gang imellem en turist, der absolut skal trodse advarslerne. Den mindre krokodilleart er ferskvandskrokodillen, der ser mennesker som en trussel, og kun bider fra sig, hvis de føler sig direkte truet, og ikke kan slippe væk.

Nourlangie Rock har nogle af de ældste og mest berømte klippemalerier malet af aboriginals for flere tusinde år siden. De guidede ture lægger som regel Nourlangie Rock sifst på dagen i deres program, så man kan nyde den smukke solnedgang over bushen og klipperne.

Yellow Waters er et stor fandhul, der er dannet af Jim Jim River, og hvor der lever en del store saltvandskrokodiller og et spændende fugleliv.

Jim Jim Falls og Twin Falls ligger tæt på hinanden, og er dannet af Jim Jim River. For at komme ind til vandfaldet skal man køre ad en over 50 km lang bumbet vej, hvor kun 4-hjulstrækkere kan komme frem. For at komme helt hen til Twin Falls skal man sejle lidt op ad Jim Jim River for at komme frem. Førhen svømmede man op til vandfaldet, men der er ofte saltvandskrokodiller i dette område. Dagen inden jeg besøgte Twin Falls, havde de spottet 4 ferskvandskrokodiller, og de havde tidligere set et par saltvandskrokodiller også. Derfor kunne vi ikke bade her, selv om den smukke snadstrand for foden af vandfaldet ellers fristede. Jim Jim Falls kan man gå ind til, og også her finde man en dejlig sandstrand. I modsætning til Twin Falls, kunne vi her svømme.

Når man er på guidede ture kan man være heldig at komme ind i områder, hvor stort set ingen andre kommer. Vi var heldige at komme ind i et område hvor der kun bliver lukket 100-150 turister ind om året. For at komme ind i området skulle vi køre over 2 timer af en meget hullet vej, men det var hele turen værd. Her ventede nogle smukke vandfald og klippesøer, som vi kunne bruge flere timer på at slappe af ved og svømme rundt i. Og vi havde det hele for os selv i en lille gruppe på blot 9 og en guide.

Ingen kommentarer: